|
Laundrup
Marks EgnsspilsForening
Mennesker i egnen omkring Gislev, der sammen ønsker at udbrede egnsspil og kulturelle
aktiviteter i en hyggelig og varm menneskelig atmosfære, startede i foråret 1999
Laundrup Marks Egnsspil Forening.
Uden store ord og tanker om støtte fra myndigheder, mødtes Tove og Rasmus Justesen med
Tommy Hovgaard med det fælles mål, at lave lokale gamle folkesagn til egnsspil.
Stykket "På Laundrup Mark" blev det der startede det hele og Laundrup Mark var
stedet hvor det hele skulle foregå. På Rasmus og Tove´s marker blev gamle paller og
plader forvandlet til 3 bindingsværkshuse, bygget op af frivillige hjælpere. Der blev
høstet strå på marken omkring husene med en gammel selvbinder. Tagene blev dygtigt
tækket af Poul tækkemand.
Nu samledes alle gode kræfter om folkesagnet "På Laundrup Mark", hvor Tommy
skrev teksterne og musikken. Den 26. oktober 1999 blev enkeltpersoner og en række
foreninger enige om at sætte projektet på skinner og starte Laundrup Marks Egnsspil
Forening. På et stiftende møde den 23. november 1999 kl. 19.30 blev foreningen så
startet.
Stykket "På Laundrup Mark" blev en stor fælles oplevelse og over 1000
mennesker så stykket, der blev opført 18. og 19. august 2000 og det åbnede op for en
tradition til en årlig forestilling.
I 2001 blev der opført "Skovens Trængsler", et skuespil skrevet over en af
Morten Korck´s romaner. I 2002 blev syngespillet "Landmandsliv" opført.
2003 blev året hvor vi igen kunne præsentere et egnsspil. "Laundrup Møllekro"
er skrevet af Finn Hviid om virkelige begivenheder og om lokale folk i Gislev og omegn.
For første gang stod vi selv med ansvar for madsalg, billetsalg, parkering o.s.v.
Foreningen havde besluttet at stå helt på egne ben og i enighed om målet om økonomisk
styrkelse, skiltes de foreninger der var med fra starten, således at forestillingernes
økonomi kunne sikre fremtidige opførelser.
Med en godt besøgt forestilling, hvor over 120 mennesker var involveret på og bag
scenen, er vi på rette vej med den forening, som med os vil dele de mange glæder der er
ved at genoplive den lokale kulturhistorie og formidle den ud over scenekanten.
Vil du dele denne glæde med os, så kontakt os.
Bestyrelsen. |